Kunst eller pornografi? Sandt eller falsk?

-Kontroversielle fotos på Trapholt

Voldsomme debatter og retssager er gennem tiderne fulgt i kølvandet på berømte fotografier. Trapholt viser 80 fotografier af både kunstnerisk og dokumentarisk karakter, som har været genstand for kontroversielle debatter i det 20. århundrede og op til i dag. Udstillingen hedder:Kontroversielt! Fotografi i etiske og retslige dilemmaer. Den åbner med fernisering onsdag 8. februar kl. 17, hvor P1 redaktør Lasse Jensen introducerer.

Karen Grøn, direktør på Trapholt siger: "Vi viser en udstilling, som får gæsterne til at reflektere over, hvad det egentlig er billeder kan og gør ved os. I udstillingen ser vi blandt andet eksempler på afsløringer, historieforfalskning, manipulation, kunst, pornografi og rettighedstyveri"

Fotografiet som sandhedsvidne
I udstillingen præsenteres fotograiet som et væsentligt sandhedsvidne, der afslører og dokumenterer uhyrlighed i krig og katastrofer. De forfærdende fotografier fra tyske koncentrationslejre i 1945, de berømte mobilfoto af krigs-fangerne fra Abu Graib i 2004 eller fotografiet fra 1972 af vietnamesiske børn på flugt fra napalm-bombningen har alle været dagsordensættende fotografier som rystede Verden. Da fotografen Lee Miller lod sig fotografere badende i selveste Hitlers badekar efter oplevelserne i koncentrationslejren Dachau i 1945, opstår debatten om hun er gået over en etisk grænse

Fotografiet som manipulation
Manipulation med fotografi er bagsiden af sandhedsmedaljen. Fotografi kan også påvirke offentligheden til at tro på noget ukorrekt. Var billederne fra landingen på månen i 1969 ægte - eller var de optaget i et studie? Hvordan kunne en hel Verden blive forledt til at tro på fotografierne af de iscenesatte massegravene i Timisoara, Rumænien 1989? Er det i orden at fjerne kæderygeren Satres cigaret fra hans finger i en gengivelse af ham pga. en politisk korrekt antiryger kampagne? PhotoShop har gjort det let at manipulere og ændre fotografier. Kan vi overhovedet tro på de fotografier vi ser i medierne i dag - eller er de alle manipulerede - og med hvilket formål er de blevet manipulerede?

Karen Grøn siger: "Diskussionen om fotografiets betydning for hver enkelt af os og vores deraf følgende forståelse af Verden er central i udstillingen. Vi håber med udstillingen at give gæsterne anledning til at reflektere og diskutere vores grænser med hinanden og stille kritiske spørgsmål til de billeder der omgiver os."

Hvad kan vi acceptere?
Et godt eksempel på grænser, der har flyttet sig ser man i udstillingens billeder af private fotos af smukke nøgne børn. I 1970erne blev de anset som kunst - og i dag kategoriseres samme slags fotografi som noget der ligger på grænsen til  børnepornografi.

Kunstfotografiet er  naturligvis også repræsenteret i udstillingen - med blandt andet Robert Mapplethorpes selvportræt med en pisk ud af anus, som medførte en retssag mod museet, der viste udstillingen i 70erne og reklamefotografen Oliviero Toscani, som flyttede med United Colours of Benetton-kampagnen grænsen mellem kunst og reklame, da han introducerer naturkatastrofer og kyssende gejstlige i reklamekampagner.

Trapholts retssag
Også Trapholt har været involveret i en større retssag omkring et kunstværk. Men det kropshøje fotografi af kunstneren Marco Evaristti selv med militærbukserne trukket ned og overskrevet med læbestiftskrevne tyske smædeord blev nærmest overset på grund af retssagen om et andet element i udstillingen: Guldfisk der kunne blendes af publikum.

Karen Grøn siger:" Måske har vores grænser for hvad man kan vise flyttet sig gennem de sidste 100 år og man bliver  berørt over, hvor stærke billederne er - især når man læser historien, der hører til. Af samme grund har vi lavet en advarsel om, at udstillingen ikke egner sig for børn under 12 år."

Udstillingen er en tour de force gennem de sidste 100 års fotografi og kan opleves på Trapholt fra 9. februar til 12. august, 2012. Udstillingen er sammensat af schweiziske Musée de l´Elysée i Lausanne.

For mere information - eller interview med en af museets ansatte - kontakt gerne:
Trine Nissen, Kommunikationschef på Trapholt
Mobil: 29 44 69 39
Mail:trn@trapholt.dk

Abugraib
Abu Ghraïb, Irak, 2004. Foto: Anonym. CBS viste i 2004 billedet af irakiske fanger, der var blevet tortureret af deres vogtere i fængslet Abu Ghraïb. Syv amerikanske soldater blev dømt til fængselsstraf på baggrund af dette og andre fotos fra sagen.

Brook Shields
Untitled 1975. Foto: Garry Gross. Brooke Shields i filmen "Pretty Baby". Nøgenbilledet er fortsat i omløb fordi hendes mor gav rettighederne til fotografen. Brooke Shields kæmper fortsat for at få rettighederne tilbage.

Månelanding
Buzz Aldrin on the Moon, 20. juli 1969. Foto: NASA. Fandt månelandingerne virkelig sted?


Columbia
Omayra Sánchez, Armero, Colombia, 1985. Foto: Frank Fournier. Pigen - 11 årige Omayra Sánchez - sad fastklemt til livet i en flod i Columbia efter en naturkatastrofe. Hun tabte kampen og døde til sidst - mens journalisterne dokumenterede.

Jean Paul Sartre
Jean-Paul Sartre, Paris, 1946. Foto: Boris Lipnitzki. Oprindeligt holdt Sartre en cigaret i hånden, men da fransk anti-ryger lovgivning forbød både direkte - og indirekte - rygepropaganda blev cigaretten på fotoet bortretoucheret.

Barbie
Food Chain Barbie, 1998. Foto: Tom Forsythe. I 1999 lagde legetøjsgiganten Mattel sag an mod fotograf Tom Forsythe for at have krænket virksomhedens rettigheder ved at portrættere Barbie på en nedladende facon. Forsythe mente at have lavet et kunstværk der kommenterede den overfladiske forbrugskultur. Mattel tabte sagen og måtte betale alle sagsomkostninger - på mere end to millioner dollars.

Hitlers badekar
Lee Miller i Hitlers badekar, 1945. Foto: David E. Scherman. Fotograferne Lee Miller og David E. Scherman var 30. april 1945 på fotoopgave i Dachau for at dokumentere koncentrationslejrens befrielse. Om aftenen blev de indlogeret i en lejlighed, der havde tilhørt Hitler, og de lavede billedet af Miller i Hitlers badekar. Fotografiet blev først publiceret senere og blev stærkt kritiseret for at blande journalistisk dokumentation med opstillet kritisk kommentar.