ABEFEST FOR BØRN I EFTERÅRSFERIEN PÅ TRAPHOLT/ 2018

Trapholt er fyldt med Kay Bojesens glade aber, og derfor inviteres der til abefest for børn i efterårsferien. Til abefesten kan man lave sin helt egen stop-motion film, hvor man selv bestemmer, hvad aben og de andre dyr skal opleve. Man kan også lave aben og dens junglevenner i perleplader eller bygge løs med 25.000 Kay Bojesen-klodser.

Den store udstilling ’Kay Bojesen – Humøret i dansk design’ appellerer til alle aldre, da alle generationer har et forhold til Kay Bojesens figurer. I efterårsferien inviteres børn til at følge Kay Bojesens opfordring om at lege gennem hele livet, og de voksne må meget gerne lege med.

Trapholts særlige tilbud i alle hverdage i efterårsferien uge 42 er ’abefesten’. Til abefesten deltager man i en stop-motion workshop, hvor man med sin egen mobil eller tablet laver en film og selv bestemmer handlingen. Skal aben svinge sig igennem junglen eller møde farlige dyr på savannen? Til abefesten er der også mulighed for at lave perleplader med jungledyrene eller tegne fantasifulde tegninger.

Udover abefesten byder Kay Bojesen-udstillingen også ind med leg. Et helt rum er fyldt med 25.000 byggeklodser, og her kan fantasien få frit løb. I et andet område i udstillingen er et originalt Kay Bojesen-klatrehus blevet genopført og inviterer til en klatretur. Ved ’Amalienborg’ kan man, sammen med alle Kay Bojesens gardere, også klæde sig ud med bjørneskindshue og uniform og prøve hvordan at stå vagt i et skilderhus.

Har man lyst til endnu mere udforskning er der ‘kunst- og skulpturjagt’ og mulighed for at lave sin egen udstilling med Trapholts kunstværker i ‘DIN udstilling’.

PRAKTISK INFO:

Trapholts åbningstid i uge 42, 2018. Mandag-søndag kl. 10-17. Onsdag kl. 10-21.

Abefesten finder sted alle hverdage i uge 42. Stop-motion workshoppen kører kl.  10.30, 11.30, 13.00, 14.00 og 15.00 og varer ca. 50 min. For at være sikker på en plads kan man købe billet til 30 kr. på forhånd på www.flexbillet.dk/Trapholt.

Leg i klodsrummet og på legepladsen, ’DIN udstilling’ og ’kunst- og skulpturjagt’ for børn er gratis ligesom der er fri entré til museet til alle under 18 år.

Caféen tilbyder brunchbuffet alle dage i efterårsferien – lørdag d. 13/10 til søndag den 21/10. Voksne kr. 165,- Børn u. 12 år kr. 95,-.