Job

Postdoc-stipendium

Ved Institut for Design og Kommunikation, Det Humanistiske Fakultet, Syddansk Universitet i Kolding opslås en 3-årig postdoc-stilling i samarbejde med museet Trapholt. Den, der ansættes, vil få arbejdsplads både på universitetet og museet. Stillingen er bevilliget af Ny Carlsbergfondet og forventes besat d. 1. september 2018 eller snarest derefter. 

Trapholt er museum for såvel billedkunst, kunsthåndværk, design og møbeldesign. Projektet skal bidrage til Trapholts forskningsindsats inden for møbeldesign. Information om Trapholt findes her: http://www.trapholt.dk/generelt-om-trapholt/

Information om Institut for Design og Kommunikation findes her: http://www.sdu.dk/Om_SDU/Institutter_centre/Idk

Stillingsindhold
Stolen er for mange designere den ultimative opgave, fordi den i så høj grad kombinerer æstetiske, funktionelle og teknologiske udfordringer. Den er både skulptur og funktion i ét. Men designs rolle i samfundet er i disse år under forandring, både funktions- og betydningsmæssigt, hvilket aktualiserer et behov for opgør med det klassiske lineære museale indsamlingsprincip efter statiske udvælgelseskriterier såsom form og funktion. I stedet er det relevant at diskutere, hvilke nye betingelser og roller der er for møbeldesign i nutiden. 

Formålet med dette projekt er derfor at medvirke til udviklingen og formuleringen af en ny indsamlings-, og udstillingspolitik for design til Trapholt baseret på samtid og aktualitet, med henblik på at afdække design som samtidsmarkører, der både afspejler og skaber vores samtid. En ny metodik for indsamling vil sikre Trapholt videnopbygning om og indsamling af dansk møbeldesign, beroende på konkrete og væsentlige samtidsfænomener. Den kronologisk historiske samling vil blive aktiveret, idet emner som opstår i vores nutid, sagtens kan tænkes at været berørt af designere tidligere. Historisk kan der således drages paralleller bagud i den historiske møbelsamling og dermed kan den øvrige del af samlingen perspektiveres ud fra en nutidig optik.

Projektet skal afdække Trapholts tidligere vilkår og ambitioner for indsamling på møbelområdet og designhybrider, ligesom en undersøgelse af udenlandske designmuseers tidligere og nuværende indsamlingsidealer, kan tydeliggøre de internationale indsamlingstendenser – og dermed bidrage til det begrebsfelt, som en ny indsamlingspolitik på Trapholt kan tage afsæt i. 

Den pågældende skal ud over sin forskning undervise på designkulturuddannelserne i Kolding og deltage i samlingsgennemgang af Trapholts stolesamling og medvirke til udvikling af en ny forsknings- og indsamlingsstrategi baseret på æstetisk forståelse og samtidsdiagnostik. Den, der foretrækkes til stillingen, skal derfor have forskningsbaseret kendskab til dansk møbeldesign i det 21. århundrede og kunne dokumentere forskning i designkultur og -historie på mindst ph.d.-niveau samt gerne kunne godtgøre erfaringer fra forskningsformidling. 

Ansøgere skal medsende et 5-siders forslag til forskningsplan for projektet. 

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til institutleder Per Krogh Hansen på tlf.: 6550 1451 eller e-mail: pkha@sdu.dk, eller til museets direktør Karen Grøn på tlf.: 5134 1295 eller e-mail: kg@trapholt.dk.


Ansøgning, løn og ansættelsesforhold mv.
Ansættelsen som Postdoc er midlertidig (max. 4 år). Ansættelsen ophører uden yderligere varsel ved periodens udløb.

Kvalifikationskravet er en erhvervet ph.d-grad ved ansøgningsfristen.

Stillingsindholdet vil overvejende være forskning. Hertil kommer undervisning i et vist omfang. Desuden kan, i begrænset omfang, komme varetagelse af andre opgaver.
Universitetet fastlægger den nærmere fordeling mellem de forskellige opgaver. Vægtningen mellem de forskellige opgaver kan variere over tid.

I stillingen indgår ikke pædagogisk opkvalificering. Ansættelse som Postdoc kan derfor ikke alene kvalificere til senere ansættelse som lektor/seniorforsker.

Ansøgningen vil blive bedømt af et sagkyndigt bedømmelsesudvalg. Hver ansøger vil modtage den del af bedømmelsen, der angår ansøgeren selv.

Der vil som led i den samlede vurdering af ansøgerens kvalifikationer kunne indgå en samtale.

Det gælder for alle stillinger, at de skal kunne dække undervisningsrekvisition fra beslægtede områder herunder tværfaglige undervisningsaktiviteter og cand. negot-uddannelserne.

Ansættelse finder sted efter overenskomst mellem Finansministeriet og AC, Cirkulære om overenskomst for Akademikere i staten 2015

Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket "Ansøg online".

Du bedes venligst være opmærksom på, at vi kun modtager pdf-filer. Den enkelte fil må ikke være over 10 MB. Vi modtager ikke zip-filer, jpg eller andre billedfiler.

Alle pdf-filer skal være ulåste og tillade binding og må ikke være password beskyttede.

Såfremt du har mere end en fil til hvert felt skal du kombinere pdf-filerne til en samlet fil inden du uploader, da hvert enkelt felt kun kan håndtere en fil. 

Fakultetet forventer, at ansøgere har læst "Vejledning for ansøgere" inden der søges.
Ansøgning og alle bilag skal være på dansk, engelsk eller et af de skandinaviske sprog.
Kun materiale på dansk, norsk, svensk og engelsk vil blive bedømt. Kopi af originale eksamensbeviser bedes medsendt.

Ansøgningen skal indeholde:

  • Ansøgning
  • CV
  • Eksamensbeviser
  • Oplysninger om tidligere undervisningserfaring, vedhæftes under undervisningsportefølje
  • Publikationsliste med angivelse af de publikationer der vedhæftes.
  • Op til 3 af de mest relevante værker. Der vedhæftes en pdf-fil for hver enkelt publikation. Hvis der er medforfattere til en publikation, skal der vedlægges medforfattererklæring som en del af den pågældende pdf-fil
  • Ansøgere skal medsende et 5-siders forslag til forskningsplan for projektet. 

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.


Læs mere og ansøg her: https://www.sdu.dk/da/service/ledige_stillinger/971637